OM 'A Green option'
‘A green option’ er skabt med det formål at inspirere og informere om vegansk kost og livsstil. Den er både rettet mod hvis du blot er nysgerrig, allerede er veganer, ønsker at tage skiftet eller blot ønsker at inkludere mere plantebaseret mad i din kost.
Personen bag
Mit navn er Ditte. Jeg er 31 år gammel og bor i et byhus i Odense sammen med min kæreste Marcus. Som baggrund har jeg en bachelorgrad i erhvervsøkonomi og en kandidatgrad i komparativ politik og velfærdstudier og arbejder til dagligt i Social- og Boligstyrelsen.
Jeg kommer oprindeligt fra Jylland, hvor jeg er opvokset på en konventionel kyllingefarm. Min opvækst på landet har givet mig et godt indblik i produktionen af animalske produkter, men fik mig dog aldrig til at reflektere dybt over emnet. Modsat mange andre, var jeg måske mere konfronteret med, hvor vores mad kommer fra. Det var dog aldrig en overvejelse, om animalsk landbrug var nødvendigt, for selvfølgelig var det jo det – hvad skulle man ellers spise?
Min veganske rejse begyndte først nogle år efter at jeg var flyttet hjemmefra. I sommeren 2015 så jeg en række dokumentarfilm, der satte en masse tanker i gang og åbnede mine øjne for den plantebaserede kost. I august 2015 startede jeg med at spise vegetarisk, og efter cirka 1,5 år tog jeg springet til vegansk kost. Hvorfor der skulle gå så mange år, undrer jeg mig stadig over, men jeg er taknemmelig for, at mine øjne blev åbnet og at jeg tog springet.
Jeg håber, at denne side kan være med til at inspirere andre til en mere bæredygtig og medfølende verden igennem viden og inspiration om vegansk kost og livsstil.
FEEDBACK
Hvis du har kommentarer eller forslag til forbedringer af siden, er du mere end velkommen til at give en feedback – det vil jeg sætte stor pris på.