Protein i vegansk kost
Protein har i de seneste år fyldt rigtig meget i sundhedsdebatten – og af god grund. Protein er kroppens byggesten og er nødvendige for at kroppen fungerer optimalt. Oftest forbindes protein med kød og det er derfor forståeligt, at der stilles spørgsmål ved, om den veganske kost kan dække ens behov.
Og det korte svar er: Den veganske kost indeholder tilstrækkeligt med protein. Man skal dog være opmærksom på at spise varieret i løbet af dagen for at sikre en god proteinkvalitet [1].
Hvad er protein?
Protein er et livsvigtigt næringsstof, som bidrager med energi til kroppen og er nødvendigt for at kroppen kan fungere optimalt. Protein bidrager både til at opbygge og vedligeholder celler og væv, som er vigtige funktioner for kroppen. Som udgangspunkt har kroppen behov for 0,8 gram protein pr. kg. kropsvægt. Hvis du er kritisk syg, dyrker meget hård træning eller er over 65 år, kan dit proteinbehov være større [1].Protein i vegansk kost
Det er ikke så underligt, at vi har fået en forståelse af, at vi skal spise kød for at få vores proteinbehov dækket. Flere officielle kostråd nævner som det første kød og andre animalske produkter som gode proteinkilder. Derudover har vi igennem markedsføring fået indprentet, at det er nødvendigt at indtage animalske produkter, hvis vi ønsker at få dækket vores proteinbehov.
Sandheden er dog, at stort set alle fødevarer indeholder protein i mindre eller større grad og det er muligt at få dækket ens proteinbehov fra andre fødevarer end animalske produkter. Faktisk indeholder flere plantebaseret fødevarer mere protein end animalske. Eksempelvis indeholder flere af de plantebaserede fødevarer i tabellen mere protein end æg (12 gram protein pr. 100 gram) og kylling (ca. 20 gram protein pr. 100 gram).
Protein pr. 100 gram i plantebaseret fødevarer [2]
Linser: 26,2
Mungbønner: 23,9
Soyabønner: 23,8
Kikærter: 20,4
Gule ærter: 20,0
Brune bønner: 18,9
Quinoa: 13,3
Tofu: 7,8
Proteinkvalitet og aminosyrer
Aminosyrer er de basale strukturelle byggesten i proteiner og der findes i alt 20 aminosyrer i menneskets proteiner, heraf er 8 essentielle (9 hos børn), da kroppen er afhængig af at få disse aminosyrer tilført via kosten [1].
Proteinkvaliteten siger noget om hvor stor en andel af proteinindholdet (aminosyrer) kroppen kan bruge til at opbygge og reparere celler og væv, samt til at producere diverse hormoner, enzymer og immunforsvar. Proteinkvaliteten er generelt dårligere i plantebaserede fødevarer, så du skal være opmærksom på at spise varieret i løbet af dagen, for at sikre, at du er dækket ind [1].
Referencer
1. Sundhed.dk. Vegetarkost og protein. Lokaliseret på: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sundhedsoplysning/kost/vegetarkost-og-protein/
2. Frida Fødevareinstituttets offentlige fødevaredatabase. Lokaliseret på:
https://frida.fooddata.dk